Trækisten, som husede denne begravelse fra 12-1300-årene, bestod af to kraftige egeplanker, men den sydlige er her fjernet. Plankerne blev holdt sammen af tolv spinkle kæppe, nok af hassel. Denne form for kiste, som kan minde om både en rist eller en seng, rummer måske en symbolsk hentydning til forestillingen om skærsilden. Det forventes, at kisten vil kunne årringsdateres og således datere gravlæggelsen præcist.

Vi nærmer os nu bunden af den højmiddelalderlige kirkegård, som omkring år 1225 rykkede ind på det areal, vi undersøger. Omkring 500 begravelser er indtil videre registreret, og de spreder sig i tid nogenlunde jævnt over perioden 1225-1738. Den kommende antropologiske undersøgelse vil bringe os helt tæt på middelalderens ripensere.

Begravelserne fra 1200-årene ligger i fugtige kulturlag, som bevarer træ godt. I flere tilfælde har hele kister været bevaret i jorden. Plankekister er det mest almindelige, og både rektangulære og trapezformede er fundet i udgravningen. De fleste er sømmet sammen.
Der er også fundet en række tremmekister. De består af to sideplanker, der holdes sammen af en række rundstokke, ofte hasselkæppe, som danner en bund, den afdøde hviler på. Tremmekisterne findes også med en bund dannet af mindre tværgående planker lig moderne sengebunde. Måske er baggrunden for kistetypen, at graven har skullet minde om en seng. Der er dog også den mulighed, at tremmerne har skullet minde om en rist og således være en symbolsk henvisning til skærsilden.

Opholdet i jorden har deformeret den trapezformede tremmekiste en smule. Bunden udgøres af spinkle planker af dimension som moderne sengelameller. Ved optagningen viste det sig, at kisten var et stykke omhyggeligt snedkerarbejde med forsænkede samlinger mellem bundplanker og sider.

Højmiddelalderens overklasse af riddere, borgere og gejstlige foretrak at lade sig begrave i murede kister. I udgravningen ved Domkirken har vi indtil videre kun fundet murede kister af teglsten. De fleste er trapezformede, og nogle er udstyret med markeret hovedrum. De murede grave var forseglet af et kraftigt trælåg, som betød, at graven i mange år efter gravlæggelsen forblev jordtom. Lejlighedvis er disse hulrum i jorden blevet fyldt af nedstrømmende vand, som har kunnet flytte en smule på den dødes knogler. Det fænomen kan også ses på tremmekisten ovenfor, som også har haft et holdbart trælåg. Det er årsagen til ryghvirvlernes rodede placering.

Velbevaret muret grav med hovedniche. Tre skifter høj og opført af gule og røde munkesten lagt i kalkmørtel. De gule sten er usædvanlige i Ribe, og må være kommet til byen udefra. Af selve begravelsen var desværre ikke meget bevaret. Den var ødelagt af fundamentet til en meget yngre støttepille på Domkirkens processionsgang.

Det kan man se på billederne nedenunder, som i tilfældig rækkefølge viser afdækningen af en velbevaret trapezformet trækiste, måske fra 1300-årene, som indeholdt et barn på ca. 13 år.

Det spændende fund betragtes af Mikkel Kirkedahl Nielsen, Helene Agerskov Madsen, Maria Knudsen og Malene Nielsen

Først rensede Maria og Michael gravene frem. I forgrunden et velbevaret kistelåg, i baggrunden en såkaldt muret grav.

De to grave er her renset frem. Trækisten er yngre end den murede grav.

Da vi løftede kistelåget af, mødte dette syn os. Den jordtomme kiste stod fyldt med blågrønligt, klart vand, hvori man anede et skelet på kistebunden. Ligheden med et kunstværk af Damien Hirst må være tilfældig.

Måske en idé til en kommende anti-rygnings-kampagne?

Blandt de mange begravelser fremkom i sidste uge udgravningens første kvindelige ryger!

Tobakken kom til Europa i kølvandet på Columbus’ opdagelse af Amerika, men vi skal frem til Chr. IV’s tid før brugen af tobak for alvor slog igennem i Danmark. Man røg dengang af kridtpiber fremstillet af hvidbrændende pibeler, som i stor stil blev importeret fra hovedsagelig Nederlandene. Byen Gouda var kendt for sin store pibeproduktion. I 1600-årene, hvor tobaksprisen endnu var høj, var pibehovederne tilsvarende små, mens pibehovederne senere voksede i størrelse i takt med prisernes relative fald. Rester af kridtpiber er hyppige fund i lag fra 16- og 1700-årene, og ofte er de de eneste overlevende spor efter tobaksrygning.

Men på særlig flittige rygere førte nydelsen af tobak – sikkert blandt meget andet – til permanente spor på tandsættet. Det kendes i en række tilfælde fra den første udgravning på Lindegaarden i 2008-09. Hvor man bed om pibestilken, blev tænderne slidte, og til sidst var der slebet et kuglerundt hul mellem tandrækkerne. Herefter kunne man placere kridtpiben i den anden side af munden og ryge videre i fin stil indtil et hul var slebet også i denne side. I et enkelt tilfælde har en ryger herefter placeret piben lige midt i munden, og vedkommende endte således sine dage med tre cirkelrunde kridtpibehuller i tandsættet. En ægte storryger.

Sådan opstod slidhullerne i tandsættet.

Disse arkæologisk udgravede rygertænder har alle indtil nu siddet i munden på mænd, som indtil det 20. århundrede udgjorde den overvejende majoritet af rygerne. Men at tobak også i datidens Ribe blev røget af i hvert fald nogle kvinder, fremkom der bevis for i sidste uge.

Her afdækkedes en grav, hvor der rundt om kraniet fandtes en række knappenåle, som må have holdt et tærklæde eller hovedlin. Knappenålene findes kun i kvindegravene og også dette skelet har typiske kvindelige træk. Selve kisten var rådnet bort, men kistens udstyr i form af kisteplade, greb og bæreringe var bevaret. På kistepladen kunne dødsåret 1712 endnu læses, og den veludstyrede kiste tyder på, at den gravlagte har tilhørt byens borgerskab.

I takt med, at kraniets tænder blev forsigtigt afdækket, fremkom ikke blot ét, men to huller efter kridtpiber i tandsættet, og vi må stå overfor noget så usædvanligt som en storrygende ripensisk kvinde død i 1712. Hvorvidt denne vane var årsagen til, at skelettet i øvrigt var dårligt bevaret må fremtidige undersøgelser afgøre. Men det var altså ikke kun mænd, som nød at “drikke tobak” som man sagde dengang.

Et udsnit af de indtil nu registrerede begravelser i udgravningen. Den rygende kvinde lå i processionsgangen lidt øst for det område, som ses på billedet.

Den velbevarede mønt blev fundet med metaldetektor og er fremstillet af godt sølv. Den måler 17 mm i diameter og på forsiden ses to let bagudlænede fugle, som flankerer to korsprydede stave. På bagsiden af mønten er der et ligearmet kors med cirkler i korsvinklerne. På begge sider ses skriftlignende tegn.

Mønten er slået i Viborg og er blot den anden Svend Estridsen mønt, der kendes fra Ribe by. Også den første blev fundet ved udgravningen ved Ribe Domkirke og var for øvrigt også slået i Viborg.

Disse enkeltfundne mønter er en vigtig kilde til møntbrugen i samfundet, da de blev tabt på steder, hvor mønter var i brug og blev udvekslet. På den måde fortæller de mere direkte om den dagligdags brug af penge end tidens mange skattefund.

Den ukonserverede mønt. ASR13x872. Foto: Flemming Gadgaard.

Svend Estridsen, Hauberg 64, Viborg. Efter Hauberg.

Udgravningen ved Ribe Domkirke har i de seneste uger været omtalt i dagspressen. Særligt fundet af de tidligkristne grave har påkaldt sig interesse. Hvis man ønsker at studere gravene nærmere og sætte sig ind i dateringsproblematikken kan man læse mere ved at følge det ovenstående link. Artiklen er trykt i tidsskriftet “Arkæologi i Slesvig” vol. 13. 2010.

Begravelse G1135 udgravet i 2009. En 165 cm høj mand på ca. 40 år. Skelettet er kulstof-14-dateret til 800-årene.

Se http://runer-moenter.natmus.dk/runesten-i-ribe/

Vi arbejder med at foretage en præcis registrering af stenens udsmykning og vender tilbage med billeder af stenen og nyt om dateringen.

På stenen ses et slynget skriftbånd med runer, som – ganske usædvanligt – er omgivet af båndslyng, som næsten ser ud til at have været fladeudfyldende. Der er altså tale om en stærkt udsmykket sten, som vi indtil videre daterer til o. år 1000.

Stenen lå i et fundament til Giørtz’ tekstilfabrik fra 1850, og man må nok forestille sig, at den har været genanvendt op til flere gange fra middelalderen og fremefter. På den ene side ses tre kløvehuller, og også på to andre sider er der brud.

Indtil videre anses stenen for at være et gravminde, sat over en betydningsfuld mand eller kvinde, som i vikingetiden blev begravet ved Ribe Domkirke. Måske finder vi ejermandens grav senere i udgravningen?

Vi vender tilbage med mere om stenen, når runerne er tydet.

Morten Søvsø
Museumsinspektør

Runestenen i udgravningen

Nyt fra den arkæologiske udgravning på Lindegården

- brandtomten syd for Ribe Domkirke

Når frosten er gået af jorden rykker arkæologerne igen ind på grunden syd for Ribe Domkirke. Men først skal der etableres en spunsvæg ud mod Sønderportsgade – et projekt udviklet i samarbejde med rådgivervirksomheden Orbicon. Samme firma har stået for en undersøgelse af jordbundsforholdene i forhold til de omkringliggende bygninger med henblik på at sikre, at der ikke vil kunne ske skader på husene under udgravningen.

Når spunsvæggen er på plads indleder vi den egentlige udgravning ved først af fjerne de store mængder sand, som det gamle udgravningsfelt er fyldt op med. I den nordlige del af feltet op mod Domkirken vil vi i løbet af kort tid nå ned til begravelserne på den gamle kirkegård, som gik ud af funktion i 1805. Vi vil komme til at udgrave mange skeletter.

I takt med at vejret forhåbentlig mildnes vil vi skrue op for aktiviteterne, og vi glæder os til at berette om de mange spændende fund og historier, som det næste års undersøgelser vil kaste af sig.

Den første udgravning gav mere end 34.000 fund samt i alt 145 mere eller mindre intakte begravelser. Om nogle af begravelserne kan du læse nærmere i Sydvestjyske Museers årsskrift By, marsk og geest 22 fra 2010.

Snart vil man kunne gense dette syn på grunden syd for Ribe Domkirke

Fra udgravningen i 2008

Hent pressemeddelsen her:

Pressemeddelelse om Velux Fondens donation