Archive for august 2011

Mønt fra Svend Estridsens tid (år 1047-ca.1074)

29. august 2011

Sydvestjyske Museers dygtige amatørarkæolog, Flemming Gadgaard, fandt i fredags en fin mønt i et af de ældste kulturlag, som indtil nu er afdækket i udgravningen.

Den velbevarede mønt blev fundet med metaldetektor og er fremstillet af godt sølv. Den måler 17 mm i diameter og på forsiden ses to let bagudlænede fugle, som flankerer to korsprydede stave. På bagsiden af mønten er der et ligearmet kors med cirkler i korsvinklerne. På begge sider ses skriftlignende tegn.

Mønten er slået i Viborg og er blot den anden Svend Estridsen mønt, der kendes fra Ribe by. Også den første blev fundet ved udgravningen ved Ribe Domkirke og var for øvrigt også slået i Viborg.

Disse enkeltfundne mønter er en vigtig kilde til møntbrugen i samfundet, da de blev tabt på steder, hvor mønter var i brug og blev udvekslet. På den måde fortæller de mere direkte om den dagligdags brug af penge end tidens mange skattefund.

 

 

 

 

 

 

 

Den ukonserverede mønt. ASR13x872. Foto: Flemming Gadgaard.

 

 

 

 

 

Svend Estridsen, Hauberg 64, Viborg. Efter Hauberg.

De ældste grave

8. august 2011

Tidligkristne begravelser ved Ribe Domkirke

Udgravningen ved Ribe Domkirke har i de seneste uger været omtalt i dagspressen. Særligt fundet af de tidligkristne grave har påkaldt sig interesse. Hvis man ønsker at studere gravene nærmere og sætte sig ind i dateringsproblematikken kan man læse mere ved at følge det ovenstående link. Artiklen er trykt i tidsskriftet “Arkæologi i Slesvig” vol. 13. 2010.

Begravelse G1135 udgravet i 2009. En 165 cm høj mand på ca. 40 år. Skelettet er kulstof-14-dateret til 800-årene.