Archive for the ‘De ældste grave’ Category

De ældste grave

18. december 2009

Plan visende de ældste begravelser, de to kirkegårdsgrøfter (mørk grå) samt det yngre teglstenshus.

 

I mere end 4 meters dybde, nedgravet fra toppen af den oprindelige overflade registreredes i alt 18 jordfæstegrave, hvoraf 12 lå med så store dele indenfor udgravningsfeltet, at de blev udgravet. Der var tale om øst-vest-orienterede kistebegravelser, hvor afdøde lå på ryggen med armene ned langs siden. Gravpladsen forsegledes af kulturlag omkring år 1050, og samtlige begravelser må altså være foretaget før dette tidspunkt. Det beskyttende tykke kulturlag har forskånet gravene fra senere forstyrrelser, og de giver således et sjældent uforstyrret billede af den kristne gravskik i tiden før omkring 1050.

 Kisteformerne var meget varierede. De fleste lå i rektangulære sammensømmede plankekister, men blandt kistetyperne kan også nævnes stævnen af en stammebåd, en stammekiste, et trug, samt helt ekstraordinært også en vognfading – en vognkasse – anvendt som kiste i en grav. Vognfading-graven var blevet tømt ret kort tid efter gravlæggelsen, måske for at overflytte den gravlagte til en anden kirkegård. Kun i ét tilfælde fandtes gravgods – en perlekæde om halsen på et 6-7-årigt barn.

Et 6-7-årigt barn gravlagt med en perlekæde. Yngre vikingetid.

 

Af den klinkbyggede vognfading var kun aftrykket af træet og de mange beslag og nagler bevaret.

 

 

Sidenhen er foretaget seks 14C-dateringer på intakte skeletter og én på en løsfunden lårbensknogle. 14C-målinger placerer tre af begravelserne i første halvdel af 1000-årene, én i 900-årene, og – overraskende – to i 800-årene. Dateringsmetoden er omdiskuteret og skal benyttes med forsigtighed, men i dette tilfælde står en række supplerende,arkæologiske iagttagelser også til rådighed. Først og fremmest var det tydeligt, at flere af gravene skar hinanden, og stratigrafien angav således en relativ aldersrækkefølge. De overlejrende grave må også betyde, at den ældre grav ikke længere har haft en synlig, ovenjordisk markering. Et andet forhold var, at skeletternes bevaringstilstand var meget svingende, hvilket også kunne tyde på en forskellig alder. Diskussionen er kompliceret, men sammenfattende kan siges, at 14C-dateringerne, de arkæologiske iagttagelser omkring stratigrafi og skeletternes bevaringsgrad alle resulterer i samme alderssortering, og således understøtter hinanden. Det kunne med andre ord se ud til, at der ved Ribe domkirke foretages kristne begravelser i 800-årene. Det tyder på, at der er hold i beretningen om missionæren Ansgars kirkebyggeri i Ribe i 850’erne.

Et forholdsvis dårligt bevaret skelet af voksen mand. 14C-dateret til 780-893 e. kr (1δ).

 Udgravningen har derfor med en vis sandsynlighed lokaliseret Danmarks første kristne kirkegård; et arkæologisk resultat, hvis betydning næppe kan overvurderes.

 Danmark var i 800-årene et hedensk rige, og antallet af kristne var endnu beskedent. Det har nok været stormandsfamilier med stærke bånd til de kristne områder, som først er gået over til den nye tro, og gravpladsen ved Ribe domkirke må have haft et eksklusivt præg. I perioder må den have betjent det meste af Jylland.

 Kirkegården var omgivet af en kraftig grøft i flere faser. I fylden til den yngste fandtes bl.a. en mønt slået i London under Knud den Store i tidsrummet 1029-35.

Et velbevaret skelet af et stort barn. 14C-dateret til 1027-1152 e. Kr. (1δ).

Reklamer