En lille film om udgravningen

 

 

 

Afslutning af feltarbejdet, Lindegaarden II

Udgravningen af den nordligste af de kirkegårdsgrøfter, som omgav vikingetidens kirkegård. Som det ses her, blev der i flere tilfælde fundet begravelser under grøften, som må stamme fra kirkegårdens første tid. Vi afventer med spænding dateringerne. Bag Malene, op imod muren af 1100-tals teglstenshuset, ses grøftens tværsnit i profilen. Grøften var oprindelig omkring 2½ m bred.

Feltarbejdet på anden fase af Lindegaards-udgravningen (Lindegaarden II) er nu afsluttet. Den sidste del bød på meget mere spændende udgravning af bl.a. tykke kulturlag fra 1100-tallet, flere spor af træbyggede huse fra midten af 1000-tallet og i bunden endnu en stor bid af vikingetids-kirkegården på stedet.

Antallet af vikingetidsbegravelser nåede i alt op på 82 i det udgravede område, hvilket var i den høje ende af det forud vurderede antal. Det nye store gravmateriale giver både ny viden, og ikke mindst mulighed for mange flere kulstof 14-prøver til datering samt strontium-prøver til bestemmelse af de afdødes oprindelsessted. Derudover er skeletterne lige nu ved at undergå antropologiske undersøgelser, som forhåbentligt kan giver os mere viden om hvem det var, der blev begravet på kirkegården ved kirken i Ribe.

Der er med udgravningen af de mange nye grave, ikke fremkommet noget, der på nuværende tidspunkt ændrer den nuværende tolkning af lokaliteten, som en kristen gravplads, der opstår i 800-årene og – på dette sted – går ud af brug o. år 1050 e.kr.

Lindegaards-udgravningen på sydsiden af Domkirken er nu lukket og afventer starten på det kommende byggeprojekt. Foran arkæologien ligger der et større registrerings-, analyse- og tolkningsarbejde, for fuldt at overskue den store mængde ny viden om Ribe bys – og Danmarks historie – som udgravningen har bidraget med.

Af Troels Bo Jensen

Vikingetidsbegravelser på stribe i den nordlige del af udgravningen, tættest på Domkirken. Ud fra måden hvorpå flere af begravelserne skærer hinanden og har let skiftende orientering, fornemmes de forskellige faser i de første århundreder af kirkegårdens funktionstid.

Kristne vikinger

Velbevaret grav. Den afdøde er gravlagt i en rundbundet kiste med rundede gavle, hvis form endnu er bevaret som et aftryk, selv om træet for længst er rådnet bort. Der kan have været tale om en stammekiste, en lille stammebåd eller et stort trug.

 

Udgravningen er nu ved at have nået ned til den oprindelige markoverflade, 3½ m under det niveau, hvor vi begyndte. I hele fladen, der dukker frem, aftegner vikingetidens begravelser ved Ribe Domkirke sig nu som aflange nedgravninger i det gulbrune undergrundssand. Omkring 60 grave fra den ældste fase er nu påvist, og vi når nok op på omkring 75. Gravene giver i deres forskellighed et unikt indblik i de første kristnes gravskik, og vil -når et stort analysearbejde er gennemført – være den væsentligste kilde til kristendommens tidlige historie i Danmark.

Gravene anes som aflange nedgravninger med spættet, lysbrunlig fyld, mens muldlaget fremstår gråligt.

Også de senest undersøgte grave synes at underbygge, at der er tale om en kristen kirkegård, som på dette sted går ud af brug omkring år 1050. De afdøde er gravlagt i en række forskellige kistetyper, både plankekister og forskellige rundbundede beholdere, som kan have været stammekister, stammebåde eller trug. En enkelt af de senest udgravede havde rummet en kiste, hvori indgik mange, mindre søm, måske bordplanker fra en båd. Vi afventer røntgenbilleder, som måske vil kunne afklare kistens oprindelige brug.

Den afdøde lå i en kiste, hvori indgik mange søm. De er helt indkapslede i korrosion, men anes som små forhøjninger.

BBC besøgte udgravningen i maj måned. Produktionsholdet er ved at optage en ny serie om vikingerne, og vores udgravning kom med for at fortælle historien om de første kristne impulser. Værten, Neil Oliver, deltog i udgravningen af en af gravene, og Troels og det øvrige udgravningshold havde fundet nogle rigtig fine grave frem til lejligheden. Vi glæder os til at se resultatet.

Troels fortæller Neil Oliver om udgravningen.

Kongen

ASR13x1148. Hovedet af en konge hugget i granit.

Kulturlagene i udgravningen har afgivet endnu et spektakulært fund. Denne gang er der tale om et gådefuldt stykke romansk stenskulpur, som så vidt vides savner nære paralleller i det kendte danske materiale. Det er ellers ret omfattende.

Motivet er der ingen tvivl om. Det er en konge, hvis værdighed fremgår af hans krone, der prydes af et kraftigt ligearmet kors. På kronens ramme anes tre tilsyneladende rudeformede fremspring, som vel skal illudere ædelsten. Personens køn er markeret af et langt, nedhængende overskæg, som var populært i den romanske periode.

Den bevarede højde er 21 cm og bredden er 20 cm.

Helt usædvanligt er der tale om et stykke friskulptur, hvor også kongens baghoved har været hugget helt fri af den langt større sten, som hovedet oprindelig sad på. Man må nok forestille sig, at kroppen har gået i ét med en større bygningssten, således, at kun hovedet har været helt frit.

Det er åbenlyst, at kongen har fået en ublid medfart. Næsen mangler og må næsten være slået af, før selve hovedet blev skilt fra kroppen. I betragtning af, at skulpturen har været næsten ny, da den havnede i jorden, kunne det tolkes i retning af, at der er tale om bevidst skændet kongefremstilling. Hvis det er korrekt kan man nok udelukke, at der er tale om et kristusbillede.

Hvilken bygningsdel, denne fornemme sten har indgået i, kan man kun gisne om. På Viuf kirke i nærheden af Kolding indgår i apsissoklen en sten med et kristusrelief. Måske har vores kongehoved indgået i en lignende sammenhæng, og hvis det har været tilfældet, er den et sandsynligt forbillede for stenen i Viuf.

Kongehovedet blev fundet i lagene afsat i slippen Ryk Ind lige syd for Domkirken. Det lå tre meter under den nuværende overflade i lag, som næppe kan være yngre end 1100-årenes midte. De fortsatte undersøgelser vil bringe nyt om dateringen af fundsammmenhængen, men indtil videre ser det altså ud til, at kongestenen ikke har indgået i det nuværende domkirkebyggeri, men i stedet prydet den første stenkirke på stedet, bisp Thures Domkirke, fuldført før 1134.

En mulig tolkning af kongehovedet kunne være, at der er tale om Kong Niels, som i 1134 efter nederlaget ved Fodevig i Skåne blev dræbt af borgerne i Slesvig. Kong Niels havde tætte bånd til Ribe og holdt i 1127 sin søn Magnus’ bryllup i den stenkirke, som hans allierede, biskop Thure, lod opføre. Heri kan kongebilledet have siddet. Niels efterfulgtes på tronen af Erik Emune, som også indsatte en sig venlig stemt biskop i Ribe. Da Erik Emune dør i 1137 begraves han i Ribe Domkirke, og dette magtskifte kan være baggrunden for, at en fremstilling af kong Niels mistede hovedet, som efterfølgende blev smidt i smudslagene i slippen Ryk Ind.

 

ASR13x1148. Kongehovedet set fra siden. Næsen er hugget af.

Vor Frue

Miniature-Madonna fundet med metaldetektor på en kannikegård syd for Ribe Domkirke. Figurens gotiske svaj tyder på, at den stammer fra senmiddelalderen. Højden er blot 20 mm

Udgravningens detektormand, Flemming Gadgaard, har fundet denne fine og uhyre lille madonnafigur. Maria poserer elegant med det karakteristiske gotiske svaj og bærer Jesus på armen.

Figuren er ukonserveret, men ser ud til at være fremstillet i presblik-teknik, som efterfølgende er støbt ud. Håndværkeren har haft en matrice med figurens negative aftryk. Heri har han presset det uhyre tynde ædelmetals-blik, som måske er guld, selv om vi ikke er helt sikre. Til sidst er aftrykket blevet støbt ud med sølv eller en bly/tinlegering.

Der ses ikke sikre spor efter montering, så endnu ved vi ikke, hvor figuren oprindelig sad. Den kan have siddet på et smykke måske. Uanset hvad må den kandidere til titlen som “Danmarks mindste Madonna”.

Dyrespor og barnefødder

Et barn har plantet foden i denne teglsten fra første del af 1200-årene. Er det et ulydigt barn, som ikke har kunnet modstå fristelsen til at trykke foden ned i det bløde ler, eller et tavst vidnesbyrd om barfodede børnearbejdere i byens teglværker?

En af udgravningens arkæologer, Mattias Friis, er i øjeblikket forhindret i at grave. Ved fundgennemgangen er han stødt på en række interessante munkesten med spor af både dyr og mennesker, som han her fortæller om.

På grund af den hårde frost har vi de sidste to uger måttet arbejde inden døre. På museets magasin er vi i gang med at behandle det indsamlede materiale fra kirkegårdens mange begravelser. Nogle af de mere pudsige fund stammer fra de murede grave, som længe prægede udgravningsbilledet på Lindegaarden. Det drejer sig om teglsten med aftryk fra både dyr og mennesker. Fundene er ganske vist ikke som sådan sjældne, men de fortæller alligevel hver især en sjov lille historie fra middelalderen.

Den middelalderlige teglproduktion blev påbegyndt i Norditalien tidligt i 1100-tallet og nåede hurtigt til Nordeuropa, og dermed Danmark. I Ribe, hvor man hidtil havde importeret bygningssten fra Rhinområdet, var teglstenen et kærkomment byggemateriale, da den kunne produceres lokalt. Den opgravede klægler skulle blot æltes sammen med sand og vand, hvorefter den egentlige udformning blev foretaget af teglstrygeren. Dernæst skulle lerblokkene tørre inden brændingen, og det var undervejs i denne tørringsproces, at både to- og firbenede væsener mere eller mindre bevidst fik sat deres aftryk i historien.

Aftryk af en mindre hund med velvoksne kløer

De fleste spor stammer fra hunde, som også i middelalderen var et populært tamdyr. I de øvre sociale lag var det smart at have en skødehund, men også mynden var eftertragtet. Det er dog næppe disse arter der har sat deres aftryk. De fleste hunde blev holdt som jagt-, vagt-, eller hyrdehunde, og mange har været mere eller mindre frit omstrejfende både i byerne og på landet. Aftryk af hundedyr kan skelnes fra kattedyrenes ved, at de to midterste tæer er samlet lige sammen, man kan ‘tegne’ et X imellem tæerne på tværs af aftrykket, og der vil oftest være aftryk efter kløerne. Det fineste hundeaftryk stammer fra graven K1494, hvor alle fire poter ses på samme sten.

Vistnok to kattepoter

Katten kom til Danmark noget senere end hunden, og først i middelalderen blev den for alvor almindelig pga. sine gode evner som musejæger. To aftryk på en sten fra graven K1332 er noget utydelige, men stammer sandsynligvis fra en kat. De to forreste tæer er modsat hundens en smule forskudt i forhold til hinanden, og som oftest er kløerne ikke synlige. Den bagerste trædepude som normalt sikkert vil kunne identificere et katteaftryk er på stenen desværre ret utydelig.

Og her er det vist en gris, der er sluppet ind i tørreladen.

Grisen var et frit omstrejfende dyr både på land og i by. Det meste af året skaffede de egen føde og passede sig selv. De var dog ikke velkomne alle steder – således har kirkegården ved Lindegaarden haft en færist i flere omgange for at forhindre grisene i at omrode den indviede jord. Et enkelt aftryk på en sten fra graven K1512 stammer fra en gris.

Det hændte også at mennesker satte aftryk på stenene. Oftest er der tale om fingeraftryk sat under håndtering af lerblokkene, hvor man i dag kan få aftrykkene til at passe med egen hånd ved at prøve sig frem. I et par tilfælde har vi været så heldige også at finde aftryk af bare barnefødder. Man kan stadig levende forestille sig fristelsen til at spadsere en tur henover en hel flade med nystrøgne tegl. Man kan dog også spørge sig selv, om disse bare barnefødder måske i stedet kan være et af de få arkæologiske spor efter en samfundsgruppe, som ellers ikke har efterladt mange spor, nemlig de fattige børnearbejdere.?

Status på udgravningen – februar 2012

De første grave, som fra o. år 1225 anlagdes på den højmiddelalderlige kirkegård, var murede grave. Her ses de tømt for indhold.

Efter godt 10 måneders udgravning har vi nu arbejdet os ned gennem ca. 3 meter kulturlag, og bevæget os i tid fra 1800-årene og ned til 1100-årene. Vi har afsluttet undersøgelsen af domkirkegårdens middelalderlige og og efterreformatoriske faser, og indtil videre er 535 begravelser registreret. Alle skeletterne er blevet transporteret til museets magasin, hvor de i øjeblikket bliver vasket og underkastet nærmere antropologiske undersøgelser. Dette arbejde munder ud i en samlet rapport over skeletternes køn, alder, samt eventuelle sygdomstegn og andre særtræk.

Undersøgelsen af de mange begravelser har givet et væld af informationer om gravskik og kisteformer i ældre tid. Der er også sikret en hel del dendrokronologiske prøver, som forhåbentlig vil give nogle præcise årringsdateringer af kisterne.

Vi skal nu i gang med at udgrave kulturlagene under de middelalderlige begravelser. De indeholder bebyggelsesspor fra 1000- og 1100-årene samt enkelte nedgravede anlæg fra senere tider, bl.a. et par latriner fra 1200-1300-årene. En af disse latriner, bestod af to tønder, helt omviklet med vidjer på ydersiden, som var sat ovenpå hinanden. I bunden af latrinet er fundet en velbevaret træspand, som forventes at skulle konserveres.

Højmiddelalderlig latrintønde. I bunden anes en bødkret spand.

Der er i de organiske lag under kirkegården allerede gjort flere flotte fund, bl.a. en skivefibel fra o. år 1100. Fiblen har på forsiden et kors med halvcirkler ved korsenderne. På bagsiden ses spor af påloddet nålehæfte. Helt lignende fibler kendes fra Varde og Rynkeby på Østfyn. Lignende skiveformede fibler, ofte i billige materialer, var meget udbredte i ældre middelalder.

Skivefibel med korsmotiv fundet med metaldetektor i de organiske kulturlag under domkirkens middelalderlige begravelser.

Udgravningsarbejdet er midlertidigt stoppet pga. den hårde frost, men vil blive genoptaget så snart vi kan komme i jorden igen.

Kyndelmisse slår sin knude.

Højmiddelalderens kisteformer

Trækisten, som husede denne begravelse fra 12-1300-årene, bestod af to kraftige egeplanker, men den sydlige er her fjernet. Plankerne blev holdt sammen af tolv spinkle kæppe, nok af hassel. Denne form for kiste, som kan minde om både en rist eller en seng, rummer måske en symbolsk hentydning til forestillingen om skærsilden. Det forventes, at kisten vil kunne årringsdateres og således datere gravlæggelsen præcist.

 

Vi nærmer os nu bunden af den højmiddelalderlige kirkegård, som omkring år 1225 rykkede ind på det areal, vi undersøger. Omkring 500 begravelser er indtil videre registreret, og de spreder sig i tid nogenlunde jævnt over perioden 1225-1738. Den kommende antropologiske undersøgelse vil bringe os helt tæt på middelalderens ripensere.

Begravelserne fra 1200-årene ligger i fugtige kulturlag, som bevarer træ godt. I flere tilfælde har hele kister været bevaret i jorden. Plankekister er det mest almindelige, og både rektangulære og trapezformede er fundet i udgravningen. De fleste er sømmet sammen.
Der er også fundet en række tremmekister. De består af to sideplanker, der holdes sammen af en række rundstokke, ofte hasselkæppe, som danner en bund, den afdøde hviler på. Tremmekisterne findes også med en bund dannet af mindre tværgående planker lig moderne sengebunde. Måske er baggrunden for kistetypen, at graven har skullet minde om en seng. Der er dog også den mulighed, at tremmerne har skullet minde om en rist og således være en symbolsk henvisning til skærsilden.

Opholdet i jorden har deformeret den trapezformede tremmekiste en smule. Bunden udgøres af spinkle planker af dimension som moderne sengelameller. Ved optagningen viste det sig, at kisten var et stykke omhyggeligt snedkerarbejde med forsænkede samlinger mellem bundplanker og sider.

 

Højmiddelalderens overklasse af riddere, borgere og gejstlige foretrak at lade sig begrave i murede kister. I udgravningen ved Domkirken har vi indtil videre kun fundet murede kister af teglsten. De fleste er trapezformede, og nogle er udstyret med markeret hovedrum. De murede grave var forseglet af et kraftigt trælåg, som betød, at graven i mange år efter gravlæggelsen forblev jordtom. Lejlighedvis er disse hulrum i jorden blevet fyldt af nedstrømmende vand, som har kunnet flytte en smule på den dødes knogler. Det fænomen kan også ses på tremmekisten ovenfor, som også har haft et holdbart trælåg. Det er årsagen til ryghvirvlernes rodede placering.

Velbevaret muret grav med hovedniche. Tre skifter høj og opført af gule og røde munkesten lagt i kalkmørtel. De gule sten er usædvanlige i Ribe, og må være kommet til byen udefra. Af selve begravelsen var desværre ikke meget bevaret. Den var ødelagt af fundamentet til en meget yngre støttepille på Domkirkens processionsgang.

En spændende dag på arbejde

Vi har nu nået et niveau, hvor kulturlagene er mere eller mindre vandmættede, og bevaringsforholdene for træ bliver bedre og bedre i takt med, at vi kommer nedad.

Det kan man se på billederne nedenunder, som i tilfældig rækkefølge viser afdækningen af en velbevaret trapezformet trækiste, måske fra 1300-årene, som indeholdt et barn på ca. 13 år.

Det spændende fund betragtes af Mikkel Kirkedahl Nielsen, Helene Agerskov Madsen, Maria Knudsen og Malene Nielsen

Først rensede Maria og Michael gravene frem. I forgrunden et velbevaret kistelåg, i baggrunden en såkaldt muret grav.

De to grave er her renset frem. Trækisten er yngre end den murede grav.

Da vi løftede kistelåget af, mødte dette syn os. Den jordtomme kiste stod fyldt med blågrønligt, klart vand, hvori man anede et skelet på kistebunden. Ligheden med et kunstværk af Damien Hirst må være tilfældig.

En kvindelig storryger

Måske en idé til en kommende anti-rygnings-kampagne?

 

Vi er nu ved at afdække den sidste rest af Domkirkens processionsgang, som blev opført o. år 1425 og stod i godt 300 år frem til nedrivningen i 1738. Under gulvet i bygningen ligger de gravlagte skulder ved skulder og en betragtelig del af byens borgerskab fra 16- og 1700-årene fik her deres sidste hvilested.

Blandt de mange begravelser fremkom i sidste uge udgravningens første kvindelige ryger!

Tobakken kom til Europa i kølvandet på Columbus’ opdagelse af Amerika, men vi skal frem til Chr. IV’s tid før brugen af tobak for alvor slog igennem i Danmark. Man røg dengang af kridtpiber fremstillet af hvidbrændende pibeler, som i stor stil blev importeret fra hovedsagelig Nederlandene. Byen Gouda var kendt for sin store pibeproduktion. I 1600-årene, hvor tobaksprisen endnu var høj, var pibehovederne tilsvarende små, mens pibehovederne senere voksede i størrelse i takt med prisernes relative fald. Rester af kridtpiber er hyppige fund i lag fra 16- og 1700-årene, og ofte er de de eneste overlevende spor efter tobaksrygning.

Men på særlig flittige rygere førte nydelsen af tobak – sikkert blandt meget andet – til permanente spor på tandsættet. Det kendes i en række tilfælde fra den første udgravning på Lindegaarden i 2008-09. Hvor man bed om pibestilken, blev tænderne slidte, og til sidst var der slebet et kuglerundt hul mellem tandrækkerne. Herefter kunne man placere kridtpiben i den anden side af munden og ryge videre i fin stil indtil et hul var slebet også i denne side. I et enkelt tilfælde har en ryger herefter placeret piben lige midt i munden, og vedkommende endte således sine dage med tre cirkelrunde kridtpibehuller i tandsættet. En ægte storryger.

Sådan opstod slidhullerne i tandsættet.

Disse arkæologisk udgravede rygertænder har alle indtil nu siddet i munden på mænd, som indtil det 20. århundrede udgjorde den overvejende majoritet af rygerne. Men at tobak også i datidens Ribe blev røget af i hvert fald nogle kvinder, fremkom der bevis for i sidste uge.

Her afdækkedes en grav, hvor der rundt om kraniet fandtes en række knappenåle, som må have holdt et tærklæde eller hovedlin. Knappenålene findes kun i kvindegravene og også dette skelet har typiske kvindelige træk. Selve kisten var rådnet bort, men kistens udstyr i form af kisteplade, greb og bæreringe var bevaret. På kistepladen kunne dødsåret 1712 endnu læses, og den veludstyrede kiste tyder på, at den gravlagte har tilhørt byens borgerskab.

I takt med, at kraniets tænder blev forsigtigt afdækket, fremkom ikke blot ét, men to huller efter kridtpiber i tandsættet, og vi må stå overfor noget så usædvanligt som en storrygende ripensisk kvinde død i 1712. Hvorvidt denne vane var årsagen til, at skelettet i øvrigt var dårligt bevaret må fremtidige undersøgelser afgøre. Men det var altså ikke kun mænd, som nød at “drikke tobak” som man sagde dengang.

Et udsnit af de indtil nu registrerede begravelser i udgravningen. Den rygende kvinde lå i processionsgangen lidt øst for det område, som ses på billedet.